Korshærspræsten


Kirkens Korshær er den største private, sociale hjælpeorganisation, der findes i Danmark. Vi har på landsplan ca. 400 lønnede ansatte, og omkring 6000, der som frivillige lægger arbejdskraft hos os. Målet for vores arbejde er at mindske nøden for socialt udstødte mennesker.

I Holstebro provsti har Kirkens Korshær tre genbrugsbutikker, to i Holstebro by og én i Skave.

Kirkens Korshærs Varmestue i Nygade 14 er centrum i arbejdet. Her tilbyder Korshæren morgenmad, middagsmad, smørrebrød m.v. Man kan få vasket tøj og selv få et bad og få hjælp og rådgivning og være med i et fællesskab, hvor vi respekterer hinanden og forsøger at behandle hinanden med værdighed og agtelse uanset social status og tro og baggrund og den aktuelle situation.

Som korshærspræst på kvart tid er jeg at finde i varmestuen Nygade 14 i Holstebro næsten hver torsdag formiddag fra kl. 9.30, hvor Varmestuen åbner og hvor der er gratis morgenkaffe med rundstykker og morgenbrød. Her stiller jeg mig til rådighed for samtaler og der holdes andagt som et tilbud til alle. 

Desuden afholder jeg regelmæssigt Korshærsgudstjenester i Holstebro Kirke med efterfølgende middag og kaffe og underholdning. Disse gudstjenester planlægges i samarbejde med Korshærens brugere og alle er velkommen. Der afholdes også andre Korshærsgudstjenester i Varmestuen og på gaden.

Desuden stiller jeg mig som korshærspræst til rådighed for udstødte, misbrugere og hjemløse i Holstebro og omegn med husbesøg og samtaler ved hjemmebesøg eller på byens bænke, i arresten eller kirken eller hvor mennesker nu befinder sig.

Som en del af mit arbejde som Korshærspræst formidler jeg i samarbejde med Varmestuens ledelse Julehjælp og i begrænset omfang anden akut økonomisk hjælp til mennesker, der trænger. Midlerne til Julehjælpen og den øvrige økonomiske hjælp til mennesker i nød stilles til rådighed for mig af privatpersoner, foreninger, fonde og virksomheder. Bidrag til Julehjælpen modtages med tak på Julehjælpens konto i Ringkøbing Landbobank reg. 7670 nr. 2679996.

Jeg kommer gerne, i det omfang det er muligt, ud og fortæller nærmere om Kirkens Korshær og om mit arbejde som Korshærspræst i Holstebro.

Jeg kan kontaktes på snie@km.dk eller tlf. 9742 8142 / 2344 5825.

Velkommen! Søren Nielsen
Søren Nielsen Kirkens Korshær Frivillige hænder Genbrugsbutikker
Om holstebro kirke

Holstebro Kirke er en levende bykirke som ligger i centrum af Holstebro - udover gudstjenester afholder Holstebro Kirke arrangementer, som retter sig mod byens naturlige liv.
Den nuværende sognekirke blev bygget i 1907 og står det samme sted som den gamle middelalderkirke - Maria Kirke fra 1340.

Kirkestræde 9A
7500 Holstebro
Tlf. 97 42 02 63
holstebro.sogn@km.dk