Skovkirke
Skovkirke er gudstjeneste i naturen. Cirka én gang om måneden mødes vi i skoven og holder en enkel gudstjeneste med fokus på ro, nærvær, tro og natur.
Skovkirke er inspireret af England og den keltiske spiritualitet, hvor naturen spiller en vigtig rolle i mødet med Gud.
Gudstjeneste i skoven
Vi mødes forskellige steder i Holstebro og går sammen ind i skoven. Her finder vi et sted, hvor vi kan sidde og være sammen.
Naturen danner rammen om dagens tema. Det kan for eksempel handle om:
- Taknemmelighed
- Lys
- Glæde
- Længsel
- og meget andet
Temaet underbygges af enkle sange, bønner og tekster, som vi lytter til eller læser sammen.
En anderledes måde at gå i kirke på
Skovkirke er en anderledes og enkel måde at være i kirke på sammen med andre.
Der er god tid til stilhed, eftertanke og fællesskab, og naturen er en aktiv del af oplevelsen.
Du behøver ikke have særlige forudsætninger eller være vant til at gå i kirke for at deltage.
Alle er velkomne.
Praktiske oplysninger
Når du deltager i skovkirke, anbefaler vi, at du:
- Tager noget med at sidde på
- Klæder dig på efter vejret
- Tager praktisk fodtøj på
- Medbringer noget varmt eller koldt at drikke
Kirken sørger som regel for en småkage eller to – og naturen sørger for resten.
Mødested
Onsdag den 23. september kl. 16.30: Nibsbjerg Plantage, vendepladsen tæt ved Idomvej 72.
Søndag den 29. november kl. 14.00: Østre Plantage, Rastepladsen/P-pladsen på Viborgvej overfor Egekirkegården.
Klik her for rutevejledning via GoogleMaps
