Stil op til Menighedsrådet ved Holstebro Kirke

Hvorfor skal jeg stille op til menighedsrådet?

At sidde i et menighedsråd er en unik mulighed for at engagere sig i den lokale kirke – og tage ansvar for dens drift og fremtid. Som medlem af et menighedsråd har du mulighed for at bidrage med dine kompetencer og idéer og være med til at skabe en kirke, der er både relevant og meningsfuld for samfundet. Og der er mange andre gode grunde til at stille op til menighedsrådet:

Bliv en del af et værdifuldt fællesskab

I menighedsrådet er man fælles om en sag – at skabe og drive kirke i sognet. Det giver et fællesskab, der går på tværs af alder, køn, baggrund og kompetencer. Du kan være med til at skabe en kirke, som fortsat er en vigtig del af vores liv og samtid.

Få indflydelse, og sæt retningen for din kirke

Du har en vigtig stemme i dialogen om alt fra kirkeliv og aktiviteter til kirkens økonomi og vedligeholdelse. Kirken er i gennemsnit i kontakt med 70 procent af alle folkekirkemedlemmer på et år, og som menighedsrådsmedlem er du med til at sætte retningen.

Gør en forskel for andre

Skal der være mere for unge og børnefamilier, eller skal der gøres mere for de ældre og udsatte, eller skal I bevæge jer i en helt anden retning? Du kan være med til at gøre kirken nærværende og værdifuld for borgerne i dit sogn ved at planlægge de aktiviteter og arrangementer, du mener skal være i dit sogn.

Bliv en del af folkekirkens lokale demokrati

Som menighedsrådsmedlem repræsenterer du sognets folkekirkemedlemmer og skaber gode vilkår for kirken lokalt. Alle folkekirker i Danmark ledes af et menighedsråd. Det gør menighedsrådene til folkekirkens lokale demokrati. Du vil opleve, at der både blandt menighedsrådsmedlemmerne og menigheden som helhed vil være forskellige synspunkter og holdninger til, hvordan den danske folkekirke skal være.

Vær med til at udvikle lokalsamfundet

Gennem arbejdet i menighedsrådet kan du gøre en forskel for livet i dit lokalsamfund. Du kan skabe en positiv ­indflydelse og være med til at udvikle kirken. Du vil få mulighed for at lytte til og arbejde sammen med andre medlemmer af menighedsrådet og styrke det fundament, der er så vigtigt for kirken.

Få nye kompetencer

Nye kompetencer og at lære nyt er en del af det at være menighedsrådsmedlem. Menighedsrådsarbejdet kan for dig være en god læreplads i kommunikation, ledelse, samarbejde, økonomi, sagsbehandling, personlig udvikling og meget mere.

Kan jeg stille op til menighedsrådet?

For at kunne stille op til menighedsrådet, skal du;

Være fyldt 18 år
Være medlem af folkekirken
Bo i Holstebro Sogn - eller have løst sognebånd til en af vores præster
Have danskstatsborgerskab eller have haft fast bopæl i Danmark uafbrudt i et år forud for valgdagen

Præster, der er ansat i folkekirken og ansatte ved Holstebro Kirke kan ikke stille op.

Hvordan stiller jeg op?

For at stille op til menighedsrådet ved Holstebro Kirke skal du møde op ved Valgforsamlingen den 17. september 2024.

Hvis du inden dagen ved, at du gerne vil stille op, må du meget gerne give det nuværende menighedsråd besked på forhånd, men det er ikke et krav.

Hvis du vil høre mere om valget, kan du møde op til Orienteringsmødet den 14. maj kl. 17.00 til 18.00 eller kontakte et menighedsrådsmedlem.

Logo for menighedsrådsvalg 2024
Se det nuværende menighedsråd her
Logo for menighedsrådsvalg 2024
Læs mere her